Pandekager med kylling og spinatstuvning













Pandekager med kylling og spinatstuvning
4 personer

Ingredienser til pandekagerne:
175 g. hvedemel
2 hele æg
4 dl. sødmælk
salt og reven muskatnød
60 g. smeltet smør

Sådan gør du:
Pandekagedejen piskes sammen, men vent med det smeltede smør, og lad dejen hvile lidt i køleskabet.
På stegepanden smelter du nu de 60 g. smør og pisk dette i dejen. Bag nu 8 mellemstore pandekager.

Ingredienser til stuvningen:
40 g. smør
40 g. hvedemel
3 dl. kyllingebouillon
1 dl. piskefløde
salt og peber
1 tsk. paprika
saft af en ½ citron
75 g. rød eller orange peberfrugt
250 g. kogt kyllingekød i tern
100 g. hel spinat (frossen kan sagtens bruges)

Sådan gør du:
Smør bages op med mel, og der spædes med kyllingebouillon og piskefløde. Der smages til med krydderier. Peberfrugten skæres i små tern, som koges med. Lige før serveringen tilsættes kyllingetern og spinat. Fyldet fordeles på de 8 pandekager, der rulles sammen og lægges i et ovnfast fad. Reven ost drysses over pandekagerne, som gratineres i en forvarmet ovn i 10 min. ved 235 grader.

Idé:
Serveres med en gulerodsråkost

Idé:
Kog en Bornholmsk unghane med porre, gulerødder, timian og laurbær. Afkøl den og fjern skindet. Pluk nu al kødet af fuglen. Nu har du det lækreste kød, som kan fryses ned i mindre portioner. Så har du også færdigt kød, når du skal lave en kyllingesalat eller mager kyllingesylte. Se opskrifter på disse.
Suppen sies og koges ind. Fryses ned, når den er afkølet. Kan evt. bruges når sylten skal laves.

Forslag:

Når udflugten går til Røsnæs, er “Keramikstuen” et besøg værd. Der har jeg bl.a. købt en pandekagepalet. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg har kunnet vende pandekager før i tiden uden den. Det er et smukt stykke træ med den helt rigtige facon .



2 kommentarer til “Pandekager med kylling og spinatstuvning”

  1. Monica F. siger:

    Den her ret smager bare kanon godt! Selv den mindste tog flere gange, selvom han normalt ikke er vild med spinat, og altid tager 1 ½ time, at spise en portion aftensmad op. Jeg brugte en rest ovnstegt kylling, og kom stegeskyen derfra i sovsen. Det gav et rigtig godt resultat.

Skriv en kommentar